Moderne kernekraftværker kan ikke sammenlignes med de omstridte værker i Ukraine, skriver folketingskandidat for Moderaterne, Lean Milo, der til gengæld mener, at de kan afhjælpe behovet for alternative, stabile og skalerbare energikilder, der kan konkurrere med fossile brændsler på pris.
Krigen i Ukraine har accelereret behovet for alternative energikilder.
“Den russiske gasleverance er ikke bare usikker, den er også med til at finansiere fjendens krig. Vi har af praktiske og moralske årsager brug for andre energikilder her og nu.”
Behovet har været akut længe på grund af klimaforandringer, men krigen har sat en streg under tidspresset – uagtet at det sker på en ulykkelig baggrund. Hvis vi bruger presset rigtigt, kan vi slå flere fluer med et smæk; uafhængighed af russisk gas og omstilling til grønne energikilder.
Ironisk nok rummer krigen i Ukraine også et af de tungeste argumenter mod særligt en form for alternativ energiforsyning. Det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja er under beskydning, og mindelser om Tjernobyl og frygt for uoverskuelige konsekvenser af nedsmeltning af reaktorer og radioaktivt udslip vækkes til live, på trods af at de to situationer er væsensforskellige.
Frygten rammer skævt
Frygten er forståelig, men den rammer også nye former for kernekraft, som ikke kan sammenlignes med hverken Zaporizjzja eller Tjernobyl; moderne kernekraft baseret på smeltet salt-reaktorer. Det er en skam, både fordi frygten rammer skævt, og fordi den kan sætte en stopper for en af vores bedste muligheder for en omfattende grøn omstilling inden for en kort tidshorisont.
Krigen i Ukraine kan med andre ord både skubbe moderne kernekraft ind i varmen eller ud i kulden. Spørgsmålet er, om vi vil lade følelser eller fakta råde.
Økonomisk incitament er vigtigst
Lad os tage et hurtigt kig på det, vi ved.
Globalt forbruger vi mere og mere energi hele tiden. Størstedelen af det øgede energiforbrug dækkes via afbrænding af kul i Asien og Afrika, og 80 pct. af verdens energiforsyning kommer fra fossile brændsler i form af kul, olie og gas. Vind, sol og andre bæredygtige energikilder står fortsat for en forsvindende lille del af det stigende energiforbrug, mere præcist 2 pct. for sol og vinds vedkommende.
Vi taber med andre ord hele tiden terræn, når det gælder udledning af CO2 på trods af den grønne omstilling. Der er behov for alternative, stabile og skalerbare energikilder, der kan konkurrere med fossile brændsler på pris.
Økonomisk incitament er den enkeltstående mest magtfulde faktor – uanset hvor meget vi slår på tromme for uafværgelige og accelererende klimaforandringer. De fleste mennesker og samfund er, når alt kommer til alt, drevet af ønsket om en forbedret levestandard. Ikke mindst i de lande, hvor den er lavest.
Det kan vi ikke fortænke nogen i, vi har selv været der, og brændt vores andel af kul og olie af på vejen. Derfor skal det grønne valg være billigere, hvis det skal gøre den forskel, vi har brug for.
Elimineret risiko
Moderne kernekraft kan blive en vigtig spiller i den grønne omstilling. Men er det risikoen værd, vil nogen spørge.
Ja, af særligt to grunde: For det første er risikoen for nedsmeltning og udslip elimineret i den moderne kernekraft, hvor man anvender smeltet salt-reaktorer. For det andet er alternativet, at vores klode bukker under og i store dele af verden bliver ubeboelig. De svære valg bliver lettere af at turde se klimakonsekvenserne i øjnene. At gøre ingenting eller at gøre for lidt er ikke en mulighed, derfor skal vi afsøge alle andre – også moderne kernekraft.
De danske virksomheder Copenhagen Atomics og Seaborg er langt i udviklingen af smeltet salt-reaktorer. Beregninger fra de to virksomheder viser, at moderne kernekraft kan matche fossile brændstoffer på pris og på sigt udgøre 10 pct. af verdens energiforsyning. Atomaffald fra værker som Zaporizjzja kan endda anvendes som brændsel, hvilket nedbringer nedbrydningstiden på traditionelt atomaffald fra svimlende 100.000 år til 300 år.
Eksisterende atomaffald kan altså anvendes i processen og blive til mere forgængeligt affald som resultat. Denne funktion alene rummer en god business case, for mange lande betaler gerne for at komme af med deres atomaffald.
Mere end en dråbe
Er der så slet ingen bagdele? Jo, formentlig, og dem skal vi hele tiden sikre, at vi kender.
Men vi må ikke afskrive en god ide, der kan kombinere en god forretning med en grøn løsning, ved fejlagtigt at sidestille moderne kernekraft med klassiske atomkraftværker. Der er ingen selvmodsigelse i at frygte udslip fra Zaporizjzja og samtidig være for moderne kernekraft. Tværtimod kan moderne kernekraft ultimativt gøre os fri af den russiske gas, som lige nu medfinansierer det artilleri, der truer værket og fremmer frygten.
Danmark er et lille land, og den danske grønne omstilling omtales ofte som en dråbe i havet. Men vores innovationskraft overskrider langt den ene dråbe – med de rette løsninger kan vi være med til at påvirke havstigninger verden over.